Sådan bliver du klar til at tage på vandretur

Har du tænkt dig at tage på vandretur? Måske skal du et smut til de norske fjelde og svenske skove? Eller et sted sydpå som caminoen? Eller måske skal du bare på en god vandretur herhjemme i det kolde og flade danske land, måske Hærvejen, som er den danske camino?

Lige meget hvor du skal hen, er det vigtigt, at du er godt forberedt. Jo mere grundig din forberedelse er, jo bedre bliver hele turen også. For der er mange udfordringer, du kan løbe ind i ? det kan være vind og vejr. For du kender måske godt den gamle talemåde: der findes ikke dårligt vejr ? der findes kun dårlig påklædning.

I denne artikel finder du en samling gode råd, der kan være med til at gøre din vandretur bedre ? og undgå nogle af de klassiske faldgruber.

Husk at planlægge fra A til B

Som det første er det vigtigt, at du forbereder dig og planlægger din vandretur. Det er vigtigt at vide, hvor du skal gå hen, og hvilke skilte eller afmærkninger du skal holde øje med. Nogle gange kan du være ude for, at der er små markører, der er svære at finde ? og at ruterne måske har forskellige farver eller navne. Her er det vigtigt, at du ved, hvad du skal holde dig til. Det er godt at vide, hvor lang tid ruten tager i alt, og hvor lang tid det tager at gå mindre stykker af vejen. På den måde kan du nemlig vide, hvis det tager for lang tid, så er det, fordi du sikkert er gået forkert eller er faret vild.

Er du i form?

Det er vigtigt, at du forholder dig til, hvor meget du kan klare, når du skal vandre. Indebærer vandreturen måske skråninger, bakker eller sågar bjerge? Det er sundt og godt med motion, men det kan også være for meget af det gode. Specielt fordi du ikke bare kan hoppe ind i bilen undervejs på vandreturen. Så hold øje med ruternes sværhedsgrader, og sørg for, at de passer til dig og din fysik.

Det er altid en mulighed at træne lidt op til vandreturen ? at forberede din krop på den form for anstrengelse, der venter den. Du kan gå korte ture, eventuelt op ad bakke og ned ad bakke for at styrke både fodled, knæ og frem alt lår til den udfordring, der venter dig.

Uden mad og drikke dur helten ikke

Det er vigtigt, at du holder balance i din krop gennem væskeindtag og madindtag. Vi ved alle sammen, at det er vigtigt at få rigeligt med vand ? og det gør sig ikke mindre gældende, når du er ude at vandre, specielt i udfordrende terræn.

Husk, at det ikke er sikkert, at du får mulighed for at genopfylde dine depoter undervejs på turen ? så derfor er det vigtigt, at du er sikker på, at du har nok med fra start. I forhold til mad kan du ikke bære rundt på et helt køleskab. Du må derfor prioritere, hvad du tager med, og at det, du tager med, er propfyldt med energi. Det kunne for eksempel være snacks, frugt, nødder, energibarer, chokolade eller måske nogle hjemmesmurte sandwiches. Alt dette kan du have i en rygsæk, der er indstillet godt til din ryg.

Hvad skal du have på?

Det er vigtigt, hvad du har på, når du skal ud og vandre. Især dine sko. Det er vigtigt, at dine fødder har det godt, for det er dem, der skal gøre det meste af arbejdet. Dårlige vandrestøvler sætter sig ikke kun i fødderne, men også i benene og videre op i ryggen. I forhold til påklædning er det en god ide at tage flere lag på, så du altid kan tage af og på for at justere din temperatur. Her spiller klimaet også en rolle ? hvis det blæser og regner, er det en god ide med softshell jakker. Softshell jakker er gode til alt slags vejr, blæst, regn og sågar sne, og de er gode, når det kommer til komfort, fordi materialet typisk er strækbart.

Der er også andre overvejelser, der er vigtige at gøre sig. Det kunne bl.a. være om sikkerhed. At lære områdets og naturens risici at kende og at forhøre sig med lokale eller guides. Men når du er kommet i gang med ovenstående, er du allerede godt på vej.

Det sidste råd: Husk at nyde det ? den friske luft og de smukke landskaber. Rigtig god fornøjelse!